Som led i gennemførelsen af flerårsaftalen for domstolene har Justitsministeriet sendt et omfattende lovudkast i høring. I halen på næsten hundrede forslag til ændring af retsplejeloven dukker der et kortfattet forslag op om ændring af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

Fremover skal det ved straffens fastsættelse ”i almindelighed” indgå som en formildende omstændighed, at ”gerningsmanden har aflagt tilståelse”. Formålet er at frigøre ressourcer ved at skabe et øget incitament til tilståelse.

I lovudkastet gøres der ikke meget ud af at begrunde den foreslåede ændring, og enhver omtale af betænkeligheder er fraværende. Det bemærkes blot, at ordningen vil kunne spare politiet for efterforskning og domstolene for bevisførelse under medvirken af lægdommere. Følgelig fortjener samarbejdsvillige sigtede en modydelse.

En nærmere begrundelse for forslaget må udledes af overvejelserne i det udvalg, der med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen fik til opgave at pege på tiltag, der kan nedbringe sagsbehandlingstiderne. Udvalgets overvejelser omfattede også afskrivning af sagsomkostninger, afkortning af straffeattesten og afsoning med fodlænke, men sådanne tanker har ikke fundet vej til flerårsaftalen eller lovudkastet.

Udvalget bemærkede, at antallet af tilståelsessager over de seneste ti år er næsten halveret til nu kun knap 6.000. Med betydelig usikkerhed er ordningens årlige besparelsespotentiale beregnet til 0,7 mio. kr. for en fuldt indfaset gennemførelse. Forventningen er, at det årlige antal tilståelsessager vil kunne øges med 125-250. I lyset af en så forholdsvis beskeden gevinst vil det ikke være urimeligt at forvente en mere udførlig redegørelse for initiativets fordele og ulemper, når lovudkastet omsættes til et egentligt lovforslag.

Betydningen af sigtedes samarbejdsvilje

Anvendelsesområdet for den nævnte bestemmelse har hidtil været begrænset til tilfælde, hvor ”gerningsmanden har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse”. Sådan har det været siden indførelsen af straffeloven af 1866. Ved læsning af straffeloven kunne man derfor forledes til at slutte modsætningsvis og tro, at en tilståelse kun kan få virkning som formildende omstændighed, hvis den opfylder de stramme betingelser angivet i paragraffen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Men den snævre bestemmelse har nok stået lidt i vejen for at udnytte den videre adgang til at give tilståelsesrabat til samarbejdsvillige mistænkte, som følger af den generelle udmålingsregel i § 80. Heri er der med en vag ordlyd åbnet vide muligheder for at tage hensyn til forhold ”efter gerningen”.

Straffelovrådet slog for 20 år siden fast, at reglen i § 80 omfatter tilfælde, hvor sigtede har medvirket til sagens oplysning. I betænkning 1424, 2002 er der et fyldigt kapitel om tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. Heri redegøres der blandt andet for den debat, som behandlingen af større narkotikasager gav anledning til fra 1980’erne og fremefter. Fokus var dengang særligt rettet mod tilfælde, hvor en sigtet belønnes for at give oplysninger om tredjemands kriminalitet og for eksempel optræder som kronvidne. Overvejelserne dengang gav dog alene anledning til at lovfæste en særlig bestemmelse herom i § 82, stk. 1, nr. 10.

Retligt set er det ubestrideligt, at en tilståelse fremkommet på et passende tidspunkt under sagen efter en konkret vurdering kan give anledning til lempelse, selv om de strikse krav i § 82 ikke er opfyldt. Dette er nyttig viden, som erfarne forsvarere og andre kyndige aktører forstår at indrette sagshåndteringen efter, herunder med henblik på at fremme sager på en forenklet måde efter reglerne i retsplejelovens § 831 om tilståelsessager, der gennemføres uden formel hovedforhandling med bevisførelse og medvirken af lægdommere.

En part, der ikke er overbevist om at have en god sag, kan have en interesse i at undgå en langstrakt, besværlig, ressourcekrævende eller på andre måder belastende hovedforhandling med bevisførelse. Både den sigtede og anklageren kan også have en interesse i at undgå usikkerhed om sagens udfald. Så fra begge sider kan der være en vis villighed til at få domstolsbehandlingen tilrettelagt på en måde, der giver anklageren sikkerhed for at opnå en fældende afgørelse, og som for den sigtede formindsker risikoen for at blive dømt forholdsvis strengt.

Tilståelsesaftaler

I mange sager tilstår mistænkte i et eller andet omfang, uden en modydelse har været bragt på tale. Det kan også forekomme, at der under sagens forberedelse er kontakt mellem forsvarer og politi eller anklager med henblik på at afklare og eventuelt afstemme parternes opfattelse af, hvad sagen kan bære, og om der er grundlag for en tilskæring. Til gengæld for en tilståelse kan statens repræsentant stille modparten i udsigt, at den anklagedes samarbejdsvilje vil blive fremhævet over for dommeren.

I anglosaksiske retsordener er det en udbredt praksis, at anklager og forsvarer indgår egentlige ”tilståelsesaftaler” om sagens afgørelse. En sådan overenskomst er resultatet af en forhandling mellem parterne om deres påstande vedrørende sagens genstand og udfald, dvs. en plea bargain. De forskellige varianter af en sådan praksis er opstået som et mere formløst modstykke til en partsproces, der er kendetegnet ved udpræget rigiditet i reguleringen af bevisførelse og lægdommermedvirken.

De mest ekstreme former for plea bargaining har befordret en forståelig skepsis over for forekomsten af studehandler, der udfordrer strafferetsplejens grundlæggende værdier, herunder princippet om den materielle sandhed, uskyldsformodningen, retten til at få skyldspørgsmålet prøvet ved en domstol og domstolenes rådighed over straffastsættelsen.  Sådanne bekymringer og modforestillinger er såre relevante og velbegrundede.

Retfærdighedshensyn tilsiger, at myndighederne ikke skal købslå om, endsige sjakre med fastlæggelsen af skyld, ansvar og den fortjente straf. En aftale om tilståelsesrabat må ikke bevirke, at den anklagede findes skyldig i væsentligt mere eller mindre, end det ville kunne bevises, at vedkommende rent faktisk har begået.

En betryggende retstilstand

En ordning med tilståelsesrabat kan efter alt foreliggende godt praktiseres, uden at det udarter til amerikanske tilstande. Det er med nogen føje blevet gjort gældende, at der ikke er synderlig grund til bekymring for falske tilståelser. I dansk strafferetspleje er spændet mellem retsgarantierne i sager med hovedforhandling og tilståelsessager ikke så stort, at en sådan ordning nødvendigvis skaber risiko for at sætte sigtedes retssikkerhed over styr. Det afgørende er, at sigtede med bistand af sin forsvarer får mulighed for at gennemskue, vurdere og afveje de fordele og ulemper, der er forbundet med at tilstå.

En sigtet har ikke pligt til at udtale sig og må ikke presses eller lokkes til at inkriminere sig selv. Formålet med tavshedsretten er at beskytte sigtede, ikke at afskære vedkommende fra at opnå gunstigere vilkår, hvis det er bedst stemmende med den pågældendes interesser.

Rigsadvokaten udarbejdede i 1994 et notat om adgangen til plea bargaining med visse retningslinjer, som i den aktuelle anledning kunne fortjene en opdatering. Det blev fastslået, at anklagemyndigheden ikke kan love nedsat straf, da ”kompetencen med hensyn til strafudmålingen alene tilkommer domstolene”. Men det kan for eksempel stilles sigtede i udsigt, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve en eventuel tilståelse som strafnedsættende faktor. Der kan efter omstændighederne også gives tilsagn om, at anklageren vil nedlægge påstand om en lempelig straf. Et tilbud til sigtede om påtalebegrænsning til gengæld for en tilståelse kan være acceptabel, hvis den fraskilte del af sagen er bevismæssigt tvivlsom, eller hvis den fraskilte del er af underordnet betydning i henhold til det eller de tilståede forhold.

I den gamle betænkning gav Straffelovrådet udtryk for, at spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed mest hensigtsmæssigt lader sig regulere gennem forskrifter fra øverste anklagemyndighed. Dette er sket med hensyn til behandlingen af sager, hvor sigtede gøres bekendt med muligheden for strafnedsættelse som følge af forklaringer om medgerningsmænd, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 11/1998.

Den foreslåede lovfæstelse giver en god anledning til at understøtte de professionelle aktørers fagetiske standarder ved fastsættelse af nærmere retningslinjer, herunder med henblik på at skabe større ensartethed og transparens i sanktionspraksis.

Fastlæggelsen af rabatten

Tanken er ikke, at tilståelsesrabat skal være obligatorisk, men alene at en tilståelse ”i almindelighed” skal tages i betragtning ved straffastsættelsen. Det overlades med god grund til domstolene at træffe konkrete afgørelser om betydningen af en tilståelse. Men en vis ensartethed og forudsigelighed i praksis er selvsagt ønskelig.

Med hensyn til rabattens størrelse har man i lovudkastet fulgt Rørdam-udvalgets anbefaling om at angive visse anvisninger i bemærkningerne. Anvisningerne indskrænker sig til mere eller mindre selvfølgelige betragtninger om, at en tilståelse kan tillægges større vægt som formildende omstændighed, jo tidligere og mere dækkende den er. Yderligere inspiration kan hentes i et udførligt rundskriv udstedt af den norske rigsadvokat, herunder med vejledning om rabattens størrelse i forskellige sagstyper.

En systematisk kortlægning af tilståelsens betydning for strafudmålingen på straffelovens område er aldrig foretaget. Udvalget har lagt til grund, at den foreslåede lovregel ”vil være i tråd med den praksis for strafudmåling, som allerede forekommer”. Man kan dog godt støde på dommere, som mener, at der generelt ikke gives rabat i tilståelsessager.

I praksis kan der ikke hentes megen vejledning i trykte domme, da afgørelser i tilståelsessager sjældent offentliggøres. Så det ligger hen i det dunkle, om der anvendes mere eller mindre faste tariffer, og om der overhovedet er nogen grad af ensartethed i retspraksis.

Den optimale fremgangsmåde ved beregningen af tilståelsesrabat på forskellige områder må være at tage udgangspunkt i sager afgjort med bevisførelse. Forsvarere, anklagere og dommere kan med fordel søge vejledning i den omfattende kortlægning af udmålingspraksis, som Udvalget til afdækning af forholdet mellem strafniveauer og strafferammer for nylig har foretaget i betænkning 1581, 2023.

I den norske straffeprosesslov er det bestemt, at det i domme med tilståelsesrabat skal oplyses, hvilken betydning tilståelsen har haft. En tilsvarende praksis ved danske domstole ville være ønskelig.

Det nævnes ikke i bemærkningerne til det aktuelle lovudkast, om en tilståelse efter omstændighederne kan bevirke, at straffen udmåles lavere end den ellers fastsatte mindstestraf, for eksempel i våbensager. En afgørelse herom er selvsagt op til domstolene. Reglerne i § 80 indebærer, at der ved strafudmålingen tages hensyn til formildende omstændigheder inden for den for forbrydelsen foreskrevne strafferamme. Bestemmelsen suppleres af § 83 om adgang til strafnedsættelse eller strafbortfald. Muligheden herfor må antages at kunne indebære et særlig lokkende incitament.

Straffeloven indeholder efterhånden et betragteligt antal bestemmelser om skærpet straf, for eksempel vedrørende forhold relateret til våben, bander, terror, hjemmerøveri. Forslaget kan øge tilbøjeligheden til af procestaktiske grunde at optrappe sigtelser med henblik på at opnå en tilståelse. En tilståelse af et mindre kvalificeret forhold kan så føre til, at sagen får det udfald, som anklageren egentlig betragter som det materielt rigtige resultat. Denne problematik fortjener en særlig opmærksomhed blandt forsvarsadvokater.